Slut med at lukrere på friværdien

Fra Penge & Privatøkonomi nr. 7, 2010. Af Jørgen RasmussenDato: 24.8.2010

Problematisk fællesøkonomi

Vibeke og Morten er ikke gift, men har en form for fællesøkonomi, hvor begge lønninger ryger ind på en fælles konto, hvorfra alle de faste udgifter også bliver betalt. På den anden side ejer hver part nogle "tunge" aktiver som hus og bil, som ikke er fælles.
Og den model er ikke helt problemfri, viser det sig under samtalen med de to parter.:

"Jeg er nok ikke så økonomisk ansvarlig, som jeg burde være. Huset står jo i Vibekes navn, og friværdien tilfalder jo hende, mens jeg bare betaler. Derfor har jeg ikke så meget lyst til at spare på pengene," lyder det fra Morten, der heller ikke er særlig tilfreds med at være fælles om udgifterne til Vibekes to teenagedøtre. Og her ser Mette Reissmann et problem:

"Det virker, som om I ikke har den nødvendige økonomiske ansvarlighed over for hinanden, når I trækker på den fælles pengekasse. Morten synes, at han bare betaler til boligen uden at få del i friværdien, men i realiteten er friværdien løbende blevet omsat til forbrug, som også Morten har fået sin andel af. Jeg synes derfor, at I kunne overveje et fælles ejerskab af boligen, hvor Morten måske kunne bidrage økonomisk ved at sælge båden og skifte Land Roveren ud med en billigere bil," foreslår hun.

Når det drejer sig om styring af lommepenge og madbudget, handler det ifølge Mette Reissmann også om vaner. "I bruger i underkanten 8.000 kroner om måneden til mad for tre-fire personer, men I bør kunne klare jer for omkring 6.000 kroner. Her handler det om at ændre nogle vaner og først og fremmest undgå impulskøb og kun købe ind, hvad der står på indkøbssedlen. Og når I hver især står over for en fristelse, så spørg jer selv, om I nu også virkelig HAR brug for den der tingest," anfører Mette Reissmann.

Mere økonomisk disciplin, tak

Bortset fra den oplagte besparelsesmulighed som en neddrosling af bilforbruget vil afstedkomme, er det vanskeligt at finde de helt store besparelsesmuligheder i Morten og Vibekes budget. Ydelsen på realkreditlånet kan ikke blive lavere, mens boligkassekreditten med en rente på 5,85 procent næppe fås meget billigere i andre af landets banker.

Derfor er det naturligt at kaste blikket på rådighedsbeløbet, der efter Mette Reissmanns vurdering bør indskrænkes fra de nuværende 25.000 kroner månedligt til 17.000 kroner. Dermed sparer familien mere end 8.000 kroner op månedligt, hvilket i det nye budget blandt andet går til afdrag på familiens 270.000 kroner store boliglån.

I budgettet er opsparingen forklædt som afskrivninger på de to biler, hensættelser til øgede renteudgifter og en almindelig opsparing til ferie. For at nå frem til en mere enkel styring af økonomien anbefaler Mette Reissmann Penge & Privatøkonomis traditionelle model, hvor alle faste betalinger samles på boligkassekreditten, der også funger som fælles lønkonto og Nem-konto til offentlige ydelser.

Morten og Vibeke bliver efterfølgende udstyret med hver sin forbrugskonto, hvortil der hver måned overføres 8.500 kroner fra boligkassekreditten. De i alt 17.000 kroner skal dække variable udgifter til mad, tøj og lommepenge i øvrigt. Overholder parret deres aftaler over for hinanden, vil størstedelen af boliglånet være væk om tre år, hvorefter parret er økonomisk godt rustet til både at betale en højere rente og afdrag på realkreditlånet.