En dyr forretning for investorer

Fra Penge & Privatøkonomi nr. 10, 2003. Af Martin Bundgaard

Over 100 milliarder kroner. Så mange penge har de danske småsparere dårligt placeret i investeringsforeninger, der investerer i danske obligationer, fx Danske Invest, BG Invest og Nordea Invest.

Hvert eneste år går cirka 300.000 danskere derfor glip af et helt sikkert afkast på næsten 1 milliard kroner - penge, der bl.a. havner på bundlinjen i de danske banker. I stedet for at købe danske obligationer via investeringsbeviser kan investorerne nemlig opnå et betydeligt højere årligt afkast ved selv at købe obligationerne direkte på fondsbørsen. Men dyrt markedsføringsmateriale og dårlig rådgivning fra bankerne lokker folk til at placere pengene i foreninger, der giver et dårligere afkast.

Spiser af afkastet
Omkostningerne ved at investere i obligationer via en forening er generelt betydeligt højere, end hvis man selv køber obligationerne. Dette skyldes især de administrative omkostninger ved at holde foreningerne kørende. Det er bl.a. disse ekstra omkostninger, der medfører, at det ikke kan betale sig at have pengene investeret hos eksempelvis Nordea Invest Direct, der administrerer danske obligationer for mere end 20 mia. kroner, eller Danske Invest Dannebrog, der har et tilsvarende stort beløb under forvaltning.

De årlige administrationsomkostninger hos foreningerne spiser med det nuværende renteniveau ca. 20 procent af det afkast, som ellers ville tilfalde investorerne.

I gennemsnit går 0,6 procent af formuen hvert år til administration, men der er forskel fra forening til forening. Egns Invest er den investeringsforening, hvor den største del af afkastet går til administrative omkostninger. Men også Alm. Brand samt MidtInvest udmærker sig ved at have meget store omkostninger.